Honningsvamp
(Armillaria sp.)

Navne

Honey fungus (English)
honiggelber Hallimasch (German)
armillaire couleur de miel (French)
podredumbre de la raíz (Spain)
chiodino (Italys)
honungsskivling (Sweden)

Honningssvampe

Forskellige hatsvampe der dukker op hist og her i haven, er vi normalt ikke så bange for. Tværtimod er de et spændende indslag i den "naturlige" have og er samtidig med til at hjælpe træerne og buskenes rødder med at optage ekstra næring og derved forøge plantevæksten.

Sådan er det ikke med de såkaldte honningssvampe. De fleste andre svampe angriber og nedbryder i forvejen døde træer og det er vi glade for. Honningsvampene derimod er i stand til at angribe levende træer, buske og sågar stauder, omend disse dog ofte er svækkede eller har sår som giver ildfaldsveje. Man kalder derfor honningsvampe for parasitter.
Honningssvampene er udbredte over hele verden og er især fygtede i skovene, men lejlighedsvis ser vi dem også i haverne og her kan de virkelig lave ravage.

Udseende

Ordet honningsvamp må tilskrives det gullige udseende. Der er tale om hatsvampe hvor hattens overflade er belagt med små skæl. Den hvide ring omkring stokken er ligeledes et vigtigt kendetegn. I Danmark har vi 5 (6) arter af honningssvampe, som dog kan være svære at adskille. Ægte honningsvamp og køllestokket honningsvamp er de mest almindelige.
Ægte Honningssvamp (Armillaria mellea) er den mest kendte. Vokser normalt på løvtræsstubbe især bøg, ask og ahorn, men er sjælden på nåletræ. Meget almindelig i skovene hvor den kan dække større områder

Køllestokket honningsvamp (Armillaria lutea)vokser på træ eller tilsyneladende direkte på jorden. Hvis man ser den på jorden er der ofte tale om leret jord.

Mørk honningsvamp (Armillaria ostoyae)er også ret almindelig, men her er det især nåletæer, den vokser i nærheden af.

Køllestokket honningsvamp (Armillaria lutea)vokser på træ eller tilsyneladende direkte på jorden. Hvis man ser den på jorden er der ofte tale om leret jord.

Ringløs honningsvamp (Armillaria lutea)er meget spinkel og har som navnet antyder ingen ring omkring stokken. Ringløs honningsvamp vokser i rigkær, tørvemoser og vældmoser, påvirket af kalkrigt grundvand. Den er meget sjælden i Danmark og siden 1980 kun samlet ved Store Blåkilde, Odderholm ved Gl. Rye og ved Stubbergård Sø syd for Skive.

Nordlig honningsvamp (Armillaria borealis )er som ringløs honningssvamp også meget sjælden. Den er en tidligt forekommende svamp, der typisk gror i tætte knipper. Skællene er relativt lyse og nogenlunde farvet som baggrunden. Ringen er relativt veludviklet og slørresterne hvide

Knoldfodet honningssvamp (Armillaria cepistipes) er ligeledes meget sjælden. En svært bestemmelig honningsvamp, der er karakteriseret ved typisk kun at være skællet omkring hatmidten og ved at mangle tydeligt gult slør.

Honningssvampe er i øvrigt fine spisesvampe ,men enkelte personer har dog svært ved at tåle dem hvorfor det tilrådes at sterte med små portioner.

Livscyklus

Honningssvampene er planteparasitter og trænedbrydere. Ofte er det dog især svækkede træer, samt træer der har sår ved foden, som angribes. Der kan gå mange år fra et træ inficeres og angribes af svampene, førend træet afgår ved døden. I første omgang påvirker angrebet træets stabilitet og kan medføre at træerne lettere vælter i stormvejr.
For "almindelige" haveejere kan det dog være svært at stille den rigtige diagnose. Her kommer svampen os til hjælp, for til forskel fra de fleste andre hatsvampe, har svampene i denne gruppe udviklet såkaldte rhizomorpher, som er at betragte som tætte sammenvoksede myceltråde (svampens "rødder"). Kan vi ikke kende den på paddehattten er disse mørke rodlignende strukturer et godt kendetegn.
Rhizomorpherne kan vokse gennem jorden i større afstande fra selve "paddehatten" og er derfor en meget effektiv spredningsmekanisme. De er samtidig særdeles hårdføre ligesom de såkaldte sklerotier (hvilestrukturer), der kendes fra andre svampe. Det betyder at Rhizomorpher kan overleve i jorden i mange år selv om der ikke findes træer de kan parasitere.
Man kan finde disse rhizomorpher ved foden af angrebne stræer når man fjerner den løse bark. De findes også frit i jorden og planter man træer i et område som er gennemvævet af disse svampestrukturer, vil de ofte hurtigt angribe de nye planter.
Som andre svampe spredes honningssvampe også ved hælp af vindbårne sporer.

Værter

Honningssvampe er udbredt over hele verden og kendt for at kunne angrive en lang række forskllige plantearter, især inden for løv og nåletræer. Men også inden for de urteagtige planter (stauder) findes masser af eksempler.

Under emnet meget modtagelige træarter, nævnes i litteraturen planteslægter som:
Acer (Ahorn), Betula (birk), Cedrus (Ceder), Chamaecyparis (cypres), Cryptomeria (Kryptomeria), Juglans (Valnød), Ligustrum (Liguster), Malus (æble), Picea (gran), Pinus (fyr), Prunus (Blomme, kirsebærlauerbær) Rhododendron (rododendron), Salix (pil), Syringa (syren) Thuja (livstræ), Tsuga (hemlock) og Ulmus (elm)

Modforanstaltninger

• Fjern smittemateriale: Fjern angrebne træer og foretag stubfræsning. Vent med at plante i nærheden mindst et år så svampen udsultes.
• Udgå at hente smitte fra skoven: det kan være farligt at hente sække med blade eller jord fra skoven til sine bede, idet mean let her får rester af honningsvampen med.
• Grav grøfter: gravning af grøfter og støbning af mure har været forsøgt, for at beskytte særligt værdifulde træer dog ikke altid med held. En dybde på (45-110 cm) anbefales.
• Undgå at plante modtagelige træer/buske i områder der er inficeret med honningssvamp.

Bekæmpelse

Forsøg med biologisk bekæmpelse ved brug af Trichodermasvampe har været forsøgt som antagonist mod honningssvampen har været forsøt uden dog at give entydige resultater

Forvekslingsmuligheder

• Andre hatsvampe: skælhatte kan let forveksles med honningssvampe. Ringen omkring stokken de hvide lameller og hvide sporer samt rhizomorpherne er gode kendetegn på honningsvampe

Opdateret d. 03.01.2023