Til forsiden

Svampesygdomme

  Besøg fotogalleriet på www.plantesygdomme.dk


Printervenlig side Printervenlig side

Elmesyge (Ophiostoma ulmi ) syn (Ceratocystis ulmi)

Ceratocystis ulmi

En bille, en svamp og et elmetræ. Den nødvendige trilogi for at få udbredt elmesygen (Ophiostoma ulmi)


Elmesyge

Denne svampesygdom er nok en af de alvorligste skadegører, der har invaderet landet her i nyere tid.
Sygdommen har været kendt i en svagere form i Europa omkring 1920, men det var først i slutningen af 70'erne i begyndelsen af 80'erne at en agressiv form af svampesygdommen, for alvor tog fat i Danmark.

Elmetræet var på dette tidspunkt et af de mest udbredte træer i det danske landskab. Beplantninger omkring gårde og bygninger på landet både selvsåede og plantede træer, var meget almindelige, men også som bytræ var elmen vigtig.

Det stod derfor klart at man i starten ville gøre næsten hvad som helst for at stoppe denne sygdom.
Det var åragen til at den i en lang periode var inde under en offentlig bekæmpelsesplan. Man havde pligt til at anmelde evt. nye angreb af elmesyge.

Angrebne træer blev straks fældet og træet blev brændt. Det viste sig dog hurtigt at disse indsatser ikke var tilstrækkelige til at stoppe sygdommens hærgen.

Idag er de fleste elme væk fra landskabet og erstattet med andre træer som ahorn, lind, eg, bøg, platan mv.
Dog står der stadig enkelte store træer rundt om i landet, men de bliver færre og færre.

Resistenforædling har endnu ikke ført til, at man har kunnet frembringe gode elmetræer, der er modstandsdygtige for denne sygdom. Man havde håbet på og håber stadig, at naturen ved selektion , med tiden selv ville frembringe nye modstandsdygtige træer.

Elmesygen findes stadig. Selvsåede planter fritstående eller i hegn ses tit angrebne af sygdommen, ligesom gamle elmetræer man troede ville gå fri, pludselig dør.
Mindre træer og buske undgår ofte elmesygen fordi barkbillerne søger mod toppen af større træer.

Ceratocystis ulmi

Sådanne døde, spøgelsesagtige elme i lanskabet leder tankerne hen på uhygge og forfald. (Ophiostoma ulmi)
Foto:
Magnus Gammelgaard.

Livscyklus

Elmesygen forårsages af en svamp (Ophiostoma ulmi) der trænger ind i træets vedkar. Det kan den imidlertid ikke gøre af sig selv.

Ceratocystis ulmi

Under barken på et væltet elmetræ ses larvegangene af elmebarkbillen. (Scolytus laevis)
Foto:
Magnus Gammelgaard.

Elmebarkbillen især arten (Scolytus laevis), lille elmebarkbille, er et skadedyr der kun lever på elm hvor den voksne og larverne gnaver de typiske gange under barken.
Så snart temperaturen kommer over de 20 gr. C. forlader billerne deres værtstræ og søger efter nye elme. I stille vejr kan de flyve flere kilometer.

Hvis billerne kommer fra et angrebet træ, er det meget sandsynligt at de kan have medbragt svampesporer på kroppen. Disse sporer som er klæbrige, afsættes evt. i en sund gren når billen foretager sit gnav. Er forholdene gunstige med tilstrækkelig fugtighed kan sporerne spire ind i vedkarene og sygdomsudviklingen er igang.
Træet forsøger herefter at indkapsle angrebet ved at danne såkaldte tyller. Disse tyller stopper vandtransporten hvorved træet populært sagt slår sig selv ihjel.

Smitten kan også overføres ved rodsammenvoksninger som kan foregå inden for en radius af ca. 20 meter.

Ceratocystis ulmi

Brune karstrenge som her er et tydeligt symptom på angreb af elmesyge (Ceratocystis ulmi)
Foto:
Magnus Gammelgaard.

Symptomer

Elmesygen er en visnesyge. Derfor ses de første symptomer ofte i sensommeren og specielt i forbindelse med tørkeperioder. Bladene bliver i starten slappe og efterhånden gullige, hvorefter de visner fra toppen og ned.
Det er typisk at det kun er en del af kronen som er angrebet. Resten af kronen kan se helt frisk ud.

Træer med elmesyge kan ofte holde sig i live i mange år før de bukker under.

Trækker man barken af en gren vil man ofte kunne se brune karstrenge som på ovenstående billede. Dette skyldes de fenolagtige stoffer som træet udskiller i et forsøg på at indkapsle sygdommen.

Ceratocystis ulmi

Et angrebet elmetræ har sat nye skud op fra bunden, men også disse er visnet på grund af elmesygen. (Ophiostoma ulmi)
Foto:
Magnus Gammelgaard.

Ny viden om elmesygen

Der forskes hele tiden i måder at omgå denne svamp. Målet har været at frembringe kloner af elm som er resitente mod elmesygen. Bent Leonard, konsulent i Gartnerirådgivningen anfører i en notits i Gartnertidene nr. 3 2010:

"Der er fundet en sammenhæng mellem svag knophvile og større resistens. Dette er udgangspungtet forudvælgelse af individer i forædlingsarbejdet med især Ulmus minor (syn U. capinifolia. Man er klar med markedsføring af enkelte nye kloner. Tilsvarende er der i England testet og udvalgt en række kloner af Ulmus procera (U.campestris). Erfaringer fra løbende sygdomstest i det italienske forædlingsprogram, har vist at der til stadighed opstår nye racer af O.novo-ulmi (den nye race af elmesyge) som så også bør indgå i testprogram for at bestemme resistensen.

Man kan således ikke udlede at selvom nye kloner har stor restitens over for hidtil kendte racer af svampen, at de så nødvendigvis også vil være immune overfor nye racer af svampen. Forekomst af resistente kloner er bestemt velkomment; men giver altså ingen garati for at disse går fri for sygdomm på lang sigt."


Modstandsdygtige sorter:
Ulmus x hollandica ' Lobel' anses for at være modstandsdygtig mod elmesyge.

Modforanstaltninger

Igennem årerne har utallige midler og metoder været afprøvet. En af fremgangsmåderne har været at indsprøjte forskellige midler i træerne. Dels kemiske svampemidler (fungicider) eks kobberforbindelser og forskellige "triazoler", dels biologiske bekæmpelsesmidler som bakterien pseudomonas, eller ntttesvampe inden for arterne Trichoderma og Phomopsis. Behandlingerne har været dyre og effekten begrænset.

Ligeledes har det været forsøgt at frembring modstandsdygtige sorter, ved at krydse med elme fra andre lande. Heller ikke dette har løst problemerne. Mange har håbet på at modstandsdygtige træer med tiden, af sig selv ville dukke op i naturen, eller at svampen ville ændre sig genetisk til at være mindre agressiv.
Imidlertid er løsningen endu ikke fundet...............................
  • Undgå Elm. Elmetræet med sin store udbredelse har været svær at erstatte. Dog findes der masser af andre træer med hver sit specielle præg. Måske ikke helt en ertatning for elmen..
  • Restistente kloner/sorter: plant modstandsdygtige kloner/sorter.
  • Fældning. Angrebne træer der ikke fjernes står som en konstant smittekilde og bør fjernes.
  • Undgå smittespredning. Angrebne træer der fældes bør ikke transporteres over længere afstande.
  • Planteafstand. Stor planteafstand til andre elme mindsker risikoen for kontaktsmitte ve rodsammenviksninger




Opdateret d. 28.8.2016
Til forsiden