Skadedyr

 Nyhed !

Bladlus (Aphididae)

       




Forskellige bladlusarter

Agurkbladlus Bøgebladlus Cinara stammelus Grøn æblebladlus

Hyldebladlus Kålbladlus Persillerodlus Lille blommebladlus

Poppelgulerodslus Rosenbladlus Salatrodlus/ poppel punggalle rodlus

Sitkabladlus Rød Æblebladlus Ædelgranlus Æbleknopbladlus

Generelt om bladlus

Bladlus (Aphidoidea) er små, bløde insekter, som varierer i farve fra grøn, gul, brun, rød til sort. De har kroppe, der typisk er 1-5 mm lange (enkelte arter dog større) og ofte pæreformede. Mange arter har vingede stadier, men størstedelen af populationen består af vingeløse individer.

Bladlus suger saft fra værtsplanterne, hvilket kan forårsage deformiteter, hæmmet vækst og i værste fald føre til plantens død. De udskiller også en sukkerholdig substans kaldet honningdug, der kan tiltrække myrer og forårsage svampevækst, såsom sodskimmel, som yderligere skader planten.

Overvintring sker typisk i ægstadiet, hvor æggene er beskyttet mod kolde og ugunstige vejrforhold. Dette sikrer, at populationen kan overleve vinteren og hurtigt genopbygges, når temperaturerne stiger om foråret.

Se video på YouTube om ferskenbladlus Ferskenbladlus voksne med og uden vinger samt nyfødte unger


Bladlus er nok det skadedyr, som de fleste med hang til plantedyrkning, først har stiftet bekendtskab med.

De første symptomer på angreb af bladlus ses ofte som en klistret, skinnende belægning på bladoversiden, kaldet "honningdug".
Dette er bladlusenes sukkerholdige eskrementer. Samtidig indikerer det at lusene findes højere oppe i planten.



Dette sukkeroverskud som udskilles, da lusene har størst behov for proteinerne, danner ofte grundlag for vækst af forskellige svampe, som samlet betegnes "branddugsvampe". Når de vokser ud over bladbladen giver de bladene et uæstetisk præg.
Ved kraftig vækst hæmmer de fotosyntesen, men skader iøvrigt ikke plantevævet.

Den direkte skade af bladlus ses ofte som krøllede, abnorme skud, der udvikles som et resultat af direkte sugning.
Bladlus placerer sig hvor der er størst koncentration af næring ( sukker og aminosyrer), hvilket især er tilfældet i knopper og skudspidser.

Bladlus er rene "fødemaskiner".
I den fase af deres udviklingsforløb hvor forholdene er optimale for fødeoptagelse, føder bladlus levende unger uden forudgående befrugtninger ("jomfrufødsel). Der er ikke tid til den slags pjat når det gælder om at forøge populationen.
Når koncentrationen af bladlus er ved at være for stor på bladet, fødes unger der udvikler vinger, så de nye individer kan for lade stedet.

Især på friland findes mange forskellige arter, der adskiller sig fra hinanden, både ved valg af værtplante, livscyklus og placering på værtplanten.
Både rødder, stængler, blade, blomster og frugter kan angribes af forskellige arter.
Ofte indgår der for en bestemt bladlusearts vedkommende, flere forskellige plantearter i dennes livcyklus (kaldes værtskifte).

Indendørs er det ofte ferskenbladlusen der er på spil, medens der udendørs findes utallige: eks. Bedebladlus, Kålbladlus, Ærtebladlus, Kartoffelbladlus, Hyldebladlus, Kirsebærbladlus, Æblebladlus (rød og grøn) ,Rosenbladlus o.s.v.
Ofte er bladlus meget artsspecifikke (en enkelt art er knyttet til en bestemt værtplante.)

Bladlus har mange naturlige fjender: 

Forskellige arter af snyltehvepse, guldøje, mariehøns, svirrefluer, tæger,galmyg fugle og en del forskellige insektpatogene svampe.








Bladlus ernærer sig ved at suge saft fra en række forskellige planter, inklusiv frugttræer, grøntsager, blomster og mange prydplanter. De foretrækker nye skud og blade, hvor næringsstofferne er mest koncentrerede.

Det er ofte ikke nødvendigt at behandle !!

En have med mange forskellige planter både inden for stauder, sommerblomster, træer og buske, giver føde og beskyttelse for de mange nyttedyr.

Læs artikkel på adressen: naturen.htm

Har man lidt "is i maven" og venter med en eventuel bekæmpelse, løses problemerne ofte af sig selv.

Især sidst på sæsonen kan nyttedyrene være så talrige at de næsten "rydder" helt op i hvad der måtte findes af bladlus.
Hvis man iagttager mariehøns, svirrefluelarver, galmyglarver eller snyltehvepse gå "ombord" i en bladlusekoloni, vil myrerne ofte forsøge at holde dem væk. Myrerne holder lusene som en slags malkekøer, der forsyner dem ned de dejligste sukkerholdige eskrementer, med det romantiske navn "honningdug".

Hos visse plantearter kan lusene dog være særdeles plagsomme. Er der tale om nyplantede vækster kan bladlusene hos eksempelvis sødkirsebær være så talrige at skudvæksten går i stå.

Forebyggelse:
Forebyggelse: Hold planterne sunde gennem korrekt gødning og vanding. Fjern ukrudt og værtsplanter, der kan tiltrække bladlus.
Gentagne oversprøjtninger med koldt vand kan hæmme udviklingen af bladlus.

Sprøjtning med mælk er et råd der kan anvendes til udendørs planter. Ved sprøjtning i solskin bliver mælken hurtigt sur, hvilket lusene ikke bryder sig om.
Sur mælk lugter ikke godt indendøre.